Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bilag 08 - Steder hvor unge, der er fyldt 13 år, under særlige betingelser må udføre lettere arbejde i nærheden af maskiner, jf. § 29, stk. 2.

Bilag 8 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1049 af 30. maj 2021 om unges arbejde

A. Produktionsvirksomheder og værksteder på industriområdet

I produktionsvirksomheder og på værksteder inden for industrien må unge, der er fyldt 13 år, udføre lettere arbejde i nærheden af maskiner under følgende betingelser:

  1. Arbejdet udføres på virksomheder, som er omfattet af de branchekoder eller de DISCO-koder, der fremgår af bilag 10.
  2. Maskiner og andre tekniske hjælpemidler, som er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1, skal være standset og på effektiv måde sikret mod igangsætning og risiko for tilskadekomst. Er det ikke muligt, skal der træffes andre foranstaltninger, der effektivt sikrer, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
  3. De unge må ikke kunne komme i kontakt med bevægelige dele eller på anden måde udsættes for risiko fra maskiner og lignende. Automatiske anlæg i drift skal være sikret efter gældende regler. Maskindrevet håndværktøj, som er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1, må ikke være tilgængeligt.

B. Detailområdet

På detailområdet må unge, der er fyldt 13 år, udføre lettere arbejde i nærheden af maskiner, som er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1, pkt. 1a) - 1d), under følgende betingelser:

  1. Arbejdet udføres på virksomheder, som er omfattet af de branchekoder, der fremgår af bilag 11.
  2. Maskinerne, som er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1, pkt. 1a) - 1d), skal være udformet eller afskærmet på sådan en måde, at de bevægelige og bearbejdende dele er utilgængelige under drift, og der må ikke være andre farer ved maskinerne.
  3. De unge må ved udførelsen af arbejdet i nærheden af maskinerne ikke være udsat for fare, uindkapslede maskiner skal være standset og effektivt sikret mod igangsætning og risiko for tilskadekomst, eller på anden vis sikret mod tilskadekomst, fx ved indkapsling.

Indhold

Indhold

Henter PDF