Kort information

     

    Statisk elektricitet

    Problemer med statisk elektricitet i indeklimaet knytter sig primært til opladning af personer og den efterfølgende ubehagelige afladning.

    En statisk elektrisk opladning af en person afhænger meget af gulvbelægningens og fodtøjets elektrisk isolerende egenskaber, måden personen går på, men også af personen selv. Ved lavere luftfugtighed isolerer gulvbelægningerne bedre og giver større opladning. Dvs. at der vil være højere opladninger om vinteren, med mindre luften befugtes. Også stoles betræk kan være med til at oplade personerne. Opladningen varierer derfor fra person til person og med deres aktiviteter. Den varierer normalt kun fra rum til rum, hvis der er forskellig gulvbelægning eller forskellig relativ fugtighed.

    Grunde til at måle

    Klageprocenten over hyppige gener fra afladning (trækker gnister) kan normalt komme under 5-10 pct. selv om vinteren. Er den meget høj er der et klart problem, der med stor sikkerhed skyldes gulvbelægningens dårligt elektrisk ledende egenskaber.

    Motivering for at måle er derfor enten i de tilfælde, hvor årsagerne er uklare, eller hvor det ønskes at kontrollere om en eventuel antistatisk behandling har en tilsigtet virkning.

    Vurdering af resultater

    Opladning over ca. 2000 Volt giver langt de fleste personer ubehagelige stød, mens kun få registrerer opladninger under 1000 Volt. I forbindelse med målingen anbefales det, at aflæse hvor hurtigt afladningen aftager, når personen står stille, fx falder til det halve. Jo længere tid, jo større problem, fordi risikoen for at få stød bliver større.

    Målingen

    Personen holder om en elektrode forbundet til et jordforbundet elektrometer med en egenkapitans mindre end 50 picoFarad (pF). Det er bedst, at signalet registreres. Personen går frem og tilbage, eller bevæger sig naturligt i omgivelserne (fx arbejder siddende på stolen) indtil et stabilt opladningsniveau er nået.

    Derefter standses bevægelsen og afladningen som funktion af tiden registreres, således at afladningstiden ses. Normalt måles tiden til spændingen er faldet til det halve. En hurtig afledningstid, kan være næsten ligeså vigtig, som selve opladningens størrelse. Se i øvrigt den internationale norn, ISO/TR 6356 om afprøvning af personopladning ved gang på tekstile overflader.

    For at få et generelt mål for forholdene måles på et antal personer, fx af forskelligt køn og med forskellige sko. Der måles, hvor der er forskellige gulvbelægninger og fugtighedsgrader, når der vælges måleområder.

    Husk at registrere:

    • Den relative luftfugtighed (eller døgnets gennemsnitstemperatur uden for)
    • Rumluftens temperatur
    • Gulvbelægningens type, hvis tæppe, da om det er antistatisk
    • Seneste antistatbehandling
    • Stolebetræk
    • Type sko, som forsøgspersonerne anvender.