Formaldehyd
Formaldehyd forekommer i udeluften, som regel i højere koncentrationer indendørs. I bygninger i brug er koncentrationen i rumluften, afhængig af kilderne, mellem 0,01-0,20 mg/m3, det vil sige omkring WHO's vejledende grænseværdi på 0,1 mg/m3. Specielt følsomme personer kan lugte formaldehyden og endda reagere med slimhinde- og specielt øjenirritation helt ned til 0,06 mg/m3.
En primær kilde til formaldehyd har været spånplader. Danske byggematerialer og materialer til inventar afgiver på grund af lovkrav (1981) nu kun en begrænset afgasning. Denne øges ved stigende temperatur og stigende luftfugtighed. Fugtskadede materialer med urea-formaldehydlim kan få en væsentlig forøget afgasning af formaldehyd. Formaldehydkilder er primært limstoffer fx i byggematerialer, men også tobaksrøg, og husholdningsmidler. Ozon kan omdanne andre organiske forbindelser til formaldehyd.
Ventilation reducerer koncentrationen.
Grunde til at måle
Er der større kilder til formaldehyd, er der anledning til at måle formaldehydkoncentrationen i luften. Disse kilder kan være ældre spånplader eller nyere spånplader, som er mistænkt for at have været fugtskadede. Det kan også være kombinationen af syrehærdende lak og spånplade. Et forøget antal personer med slimhinde-, specielt øjenirritation, kan også være en grund til at måle.
Vurdering
Indhold over 0,05 mg/m3 kan medvirke til en øget forekomst af symptomer og gener. Arbejdstilsynet accepterer højst en koncentration af formaldehyd på 0,15 mg/m3 i indeklimaet. Grænseværdien for industrielle arbejdspladser er imidlertid højere, nemlig 0,4 mg/m3.
Målinger
Den gennemsnitlige forureningskoncentration på en arbejdsplads eller i et rum måles med aktiv prøvetagning fx over en arbejdsdag eller med passiv sampling.
Til at bedømme den gennemsnitlige eksponering anvendes personbårne passive samplere.
Total personeksponering kan bedømmes fra aktiv prøvetagning for forskellige opholdssteder og personernes opholdstid. Derved fås også en mulighed for at bedømme kortvarige og maksimale eksponeringer.
Aktiv prøvetagning
Luft suges gennem et rør som indeholder et adsorptionsmateriale. Ved aktiv prøvetagning anvendes en luftstrøm på 0,1-1,0 l/min. og et maksimalt prøvetagningsvolumen på ca. 30 liter. Prøverørene sendes til et laboratorium til analyse. Alternativt kan der anvendes indikatorrør (fx Dräger), der øjeblikkelig efter målingen kan aflæses. Usikkerheden er imidlertid stor, ca. 0,050 mg/m3.
Diffusionsprøvetagning (passiv sampling)
Prøvetagning sker ved at den passive sampler ophænges fra et døgn op til fire uger. Jo længere tid jo nøjagtigere gennemsnit, men ikke nødvendigvis en bedre måling. Sampleren hænges på et repræsentativt sted i rummet, men således at ingen rører eller ånder på den. Sampleren skal hænges et stykke fra væggen og uden for direkte luftstrømme fra ventilation og vinduer og heller ikke i sol. Prøven sendes til et laboratorium til analyse.
Et andet produkt markedsføres til brug for en orienterende måling ved passiv sampling over en 2-timers periode, med aflæsning på stedet.
Kildekarakterisering
En metode er at bestemme kildestyrken med den såkaldte FLEC, som er et lille klimakammer på ca. 25 cm i diameter, der sættes på overfladen af kilden. Der tilføres ren luft og bortsuges luft gennem et absorbent til senere kemisk analyse (som ved aktiv prøvetagning). Der findes en standardiseret Nordtestmetode til denne prøvning.
Husk at registrere:
- Rummets anvendelse 3-5 timer før målingen mht. antal personer, brug af apparater, rengøring, udluftning
- Lufttemperatur
- Ventilationens driftsforhold, hvornår igangsat, indblæsningstemperatur og eventuelt luftmængden.